Bestseller-Fonden donerer en halv million dollars til Læger Uden Grænser

Jannek Hagen

Bestseller-Fondens direktør, Jannek Hagen, ses her under et besøg i netop Kibera i juni 2019 (arkivfoto: Bestseller Foundation).

Pengene giver organisationen mulighed for at reagere hurtigt og foretage nye tiltag for at dæmme op for udbredelsen af COVID-19. Både i forbindelse med forebyggelse og behandling af patienter.

Corona-pandemien er en global sundhedskrise, der kræver akut hjælp og medicinsk ekspertise. Læger Uden Grænser har årtiers erfaring med at inddæmme og behandle epidemier som ebola og kolera.

- Corona-virussen har ramt ressourcestærke lande hårdt, så vi er især bekymrede for, hvordan udbruddet kan ramme skrøbelige sundhedssystemer, siger Jesper Brix, direktør for Læger Uden Grænser Danmark.

Derfor har organisationen indledt en verdensomspændende indsats for at undgå en større, global katastrofe i lande, hvor folk bor tæt på hinanden, og hvor sundhedssystemerne allerede er hårdt belastet.

Eksempelvis i Kenya, hvor Læger Uden Grænser har personale tilknyttet Kibera South Health Centre i den største slumbosættelse i Nairobi. Centret er opført og blev tidligere drevet af hjælpeorganisationen.

Her arbejder man med at øge infektionsforebyggelsen og screener og henviser de mennesker, der kan være smittet, til et nærliggende hospital.

- Pandemien kræver en ekstraordinær indsats af alle. Hos Bestseller-Fonden støtter vi Læger Uden Grænsers afgørende indsats. Vi er ikke mindst meget bekymrede over spredningen af virussen i tætbefolkede områder i Indien og mange afrikanske lande, hvor en ukontrollabel spredning af virussen kan føre til en alvorlig humanitær krise. Ud over vores donation er vi stolte over at se vores kolleger fra forskellige Bestseller-brands bidrage til at skabe yderligere opmærksomhed om Læger Uden Grænsers arbejde, forklarer Jannek Hagen, der er administrerende direktør for Bestseller-Fonden.

Ud over donationen fra fonden vil flere af Bestsellers modebrands som Vero Moda og Jack & Jones køre Instagram-kampagner på vegne af Læger Uden Grænser.

- Støtten fra Bestseller-Fonden er et meget vigtigt bidrag til Læger Uden Grænsers arbejde mod COVID-19, både på områder, hvor vi normalt er aktive, såsom Østafrika, men også i lande, hvor der ekstraordinært er et stort behov for vores indsats lige nu, forklarer Jesper Brix.

Læger Uden Grænser er i tæt kontakt med sundhedsmyndighederne i de lande, hvor organisationen er aktiv for at tilbyde medicinsk ekspertise.

- Vores organisation og en stor del af vores medarbejdere har direkte erfaring med bekæmpelse af epidemier som ebola, pest, kolera, tuberkulose og andre sygdomme. Det er den erfaring, vi kan bruge og bidrage med – nu med hjælp fra Bestseller-Fonden, siger Jesper Brix.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul