Bedre arbejdsforhold på sygehusene

Ole Revsgaard Andersen

Af Ole Revsgaard Andersen, folketingskandidat & regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti.

I mangt en valgkamp har temaet været “Flere varme hænder på sygehusene”, det er et godt og sympatisk budskab, som man kun kan være enig i. Her glemmer man dog ofte de varme hænder, som vi allerede har i sundhedssektoren, og som i mange tilfælde er groft overbelastede. Jeg var i januar ude på Aarhus Universitetshospital for at diskutere sundhedsreform mv. Under og efter denne debat snakkede jeg med nogle sygeplejersker om deres arbejdsforhold, og det var en skrækkelig historie, de havde at fortælle.

Nogle af dem oplevede sågar, at de ikke engang havde tid til at gå på toilettet i løbet af en arbejdsdag, og alle var de enige om, at de ikke havde tid til at give patienten den omsorg og det nærvær, som de mente var nødvendig. Grundene til denne mangel på tid er mange, alt for mange til at skrive i et læserbrev, men den nok største synder er bureaukratiet i sundhedsvæsenet og de mange timer som en sygeplejerske skal bruge om dagen på at dokumentere deres arbejde.

Når sygeplejerskerne i forvejen arbejder til en forholdsvis lav løn (ca. 25.000 om måneden for en nyuddannet i regionerne), så kan man ikke byde dem en hverdag, der er så stressende, som den man ser i dag.

Som forslag til at løse dette problem vil jeg foreslå, at man ansætter nogle flere “kolde” sekretærhænder til at frigøre de “varme”. Hvis man ansætter sekretærer, som er dedikeret til at klare dokumentationen for både sygeplejersker og læger, så kan disse koncentrere sig om at pleje patienterne; med færre sideopgaver vil personalet have mere tid til deres kerneopgaver, og dermed kan man forvente at de leverer bedre pleje.

Der er brug for en seriøs debat om arbejdsforholdene på vores sygehuse, og jeg håber at dette indlæg kan være med til at starte den.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul