Bagom tallene på offentligt ansattes sygefravær

Henrik Kraglund

Af Henrik Kraglund, byrådsmedlem for Fælleslisten

Jeg tog ordet ”ressourcesvag” i min mund på byrådsmødet forleden. Det ord virkede som et tænd-sluk-ur på visse byrådskolleger, som fra det øjeblik ordet blev udtalt slukkede ned for yderligere påhør og forståelse. Der var i hvert fald et eller andet, som kortsluttede! Så blev der til gengæld skruet op for retorikken, som vel gav tilhørerne indtryk af, at jeg havde empati som en brugtvognssælger fra Amager?! 

Ordet blev anvendt i et indlæg, i en sammenhæng, hvor jeg gav udtryk for min bekymring over, at 46 % af de sygedagpengesager, som vedrører kommunens ansatte (de viste 172 sygedagpengesager) skyldes sygdom på grund af psykiske problemer. Det er i mine øjne en katastrofe, fordi disse tilfælde normalt er særdeles langvarige – vi taler ofte om mange måneder - og bringer alt for ofte den ramte og dennes familie i store problemer, fordi det rammer selvværd, økonomi og påvirker stemningen i familien negativt. Her har kommunen et kæmpestort ansvar overfor alle ansatte – stærke og svage.

En kommune er jo til for borgerne – og ikke omvendt. Derfor ansætter kommunen ofte en række personer, som er ”på kanten af arbejdsmarkedet” (relativt set altså ressourcesvage personer) og hjælper herved disse med at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Disse personer har ganske forståeligt højere sygefravær end det man møder på det private arbejdsmarked (se skemaet). Men når så de første tegn på psykiske problemer melder sig, skal der øjeblikkeligt tages vare om personen for at undgå den helt store og langvarige nedtur.

Det var det, der var mit budskab. Det forstod vel de fleste. Herning Folkeblads reporter forstod det umiddelbart og omtalte tænd-sluk-ur-effekten hos navngivne byrådskolleger i en større opsat artikel i Herning Folkeblad. Her stod også at læse, at den spontant mest påvirkede byrådskollega var Inge Dinis. Hun gav mig bagefter et bjørnekram, da hun var blevet klar over, hvad mit budskab var. Det var faktisk temmelig sødt og rørende.

Fraværsstatistik for kommunalt ansatte

Det var lidt om de mindre ressourcestærke. Men det giver anledning til at tjekke, hvordan fraværet i øvrigt er blandt de kommunalt ansatte. Og anledning til at sammenligne med nabokommunerne. Kildematerialet er dels Økonomi- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed dels Kommunernes og Regionernes Løndatakontor – materiale som just er udgivet.

I perioden 2014-2017 er fraværet for alle kommunalt ansatte i Ikast-Brande Kommune steget med 11 %. (Billund:  0 %, Herning: 2 %, Silkeborg: -4 %, Hedensted: -4 %, Viborg: 1 %, Vejle: 5 %).

For lærerne i Ikast-Brande Kommune er fraværet steget med 11 %. (Billund: 1 %, Herning: 8 %, Silkeborg: -11 %, Hedensted: -39 %, Viborg: -1 %, Vejle: 5 %).

For Sosu-personalet i Ikast-Brande Kommune er fraværet steget med 42 %. (Billund:  5 %, Herning: 0 %, Silkeborg: 1 %, Hedensted: -2 %, Viborg: 8 %, Vejle: 4 %).

For det pædagogiske personale i Ikast-Brande Kommune er fraværet faldet med 11 %. (Billund: 20 % (altså stigning), Herning: 1 % (stigning), Silkeborg: -14 % (fald), Hedensted: -14 % (fald), Viborg: 11 % (stigning), Vejle: 11 % (stigning)).

Antallet af fraværsdage på årsbasis pr. kommunalt ansat har selvfølgelig stor betydning for kommunens økonomi. Her viser det, at fraværstallene er (2017): Ikast-Brande 12,30 dage, Billund: 11,99 dage, Herning: 10,63 dage, Silkeborg: 10,49 dage, Hedensted: 9,90 dage, Viborg: 10,58 dage, Vejle: 11,37 dage. Top 5 i Danmark udgøres i øvrigt af Samsø, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Hedensted i den nævnte rækkefølge.  Sygefraværet i Ikast-Brande har været stigende år for år i måleperioden – det har ingen af sammenlignings-kommunerne kunnet ”præstere”.

Der synes at være plads til forbedringer! Lidt mod mit princip vil jeg dog undlade at kommentere tallene. Det får jeg med sikkerhed lejlighed til at gøre på et senere tidspunkt. Så indtil da vil jeg lade læserne selv drage konklusionerne.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul