Bæver ved Skjern å - lige uden for Brande

Af Anne-Marie Pedersen
Forleden aften, da Tim Christiansen – Sandfeldvej, var ude og besigtige sine jorde, sammen med den landmand, som dyrker hans jorde, fik de en lidt anderledes oplevelse.
På den anden side af åen, end der hvor de to mænd stod, befandt sig en bæver som var i gang med at indtage sit aftensmåltid. Den sad stille og roligt og spiste bladene fra de små buske, alt imens de 2 mænd, blot 4 meter væk, fik taget både billeder og videofilm af den tilsyneladende uanfægtede bæver.
Tim Christiansen havde godt hørt, at den tidligere ejer af ejendommen, havde set spor efter bæveren for omkring 5 år siden. Men han har aldrig selv bemærket, at der skulle være bævere i området. Det har han dog tydelige beviser for nu, at der er.
For Tim er det ikke et problem, hvis bævere skulle beslutte sig for at blive i området. – Det var da en sjov oplevelse at se bæveren på så nært hold. Og det må da være begrænset, hvad den kan gøre af skade her, hvor åen er bred og med stærk strøm, lyder det fra Tim.
Tilføj kommentar