Gå til hovedindhold

ARTIKELSERIE: MIDTVEJS & BUDGETGYS (4:7)

Martin Arvad

ARTIKEL 4: 

DANMARKSDEMOKRATERNE

De politiske partier er på vej på sommerferie. Hvordan ser de på det politiske klima og efterårets budgetforhandlinger i Ikast-Brande Kommune? Hvilke tanker mon pusler hos partierne hen over sommerferien?

I den fjerde artikel ud af syv er det Martin Arvad, Danmarksdemokraterne, der kommer med sine sommertanker.

Det første halve år af den nye byrådsperiode er fløjet af sted, og sommerferien står for døren. Men lige på den anden side af ferien venter efterårets absolut største og sværeste politiske opgave: budgetforhandlingerne for Ikast-Brande Kommune.

Brandebladet.dk sætter fokus på netop det i en artikelserie med temaet: MIDTVEJS & BUDGETGYS. Vi har stillet alle byrådets gruppeformænd de samme fire faste spørgsmål for at sikre borgerne en direkte sammenligning. Derudover har hvert parti fået ét frit indlæg til sine egne mærkesager. Serien kører over de næste syv dage.

DD-gruppeformand: Flere resultater til de små byer og landdistrikterne

Status på det første halve år. Hvordan er det politiske samarbejde kommet fra start, og hvad har været jeres største succes?

»Som nyt parti i byrådssalen synes vi, at vi er blevet taget rigtig godt imod af både administrationen og vores kollegaer i byrådet. Der er en god tone derinde. Vi har jo ikke været en del af uenighederne og den manglende tillid fra den sidste byrådsperiode, så vi er helt klar til at skabe politiske resultater til gavn for borgerne. Vores største succes har uden tvivl været at sætte fokus på de små byer og landdistrikterne. Vi arbejder hårdt for, at der skal ske mere udvikling i småbyerne, og at det hele ikke kun skal centrere sig om Brande og Ikast.«

Sommerferiestatus og de største udfordringer. Hvad er den vigtigste uafsluttede sag på jeres blok, og hvad er kommunens største udfordring lige nu?

»Vi er meget spændte på, hvad den nyvalgte regering kan finde på, som vil ændre kommunernes fremtid – både rent økonomisk og landskabsmæssigt. Skal vi ikke lave vores egne fødevarer mere, eller skal hele Ikast-Brande Kommune omdannes til en naturpark med ulve, løsgående køer og får, som skal passe sig selv? Vi har mange vigtige arbejdspladser at bevare i en produktionskommune som vores, der har et hav af følgevirksomheder, som vi er enormt stolte af. Hvad med dem? Den usikkerhed og det politiske landskab er noget, der fylder meget nu og hen over sommeren.«

Efteråret og det store budgetgys. Hvad bliver jeres absolutte hjertebarn, og hvor ser I realistiske muligheder for at spare?

»Vi skal have sundhedsreformen indført så lempeligt som muligt for alle parter, så det ikke rammer skævt lokalt. Men vi er samtidig meget spændte på at se, om kommunens økonomi reelt er så robust, som de "gamle" partier påstod i både valgkampen og ved godkendelsen af regnskabet for 2025. Overdragelsen af opgaver til regionen på sundhedsområdet og opfyldelsen af minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet lægger nemlig et tungt pres på budgettet, allerede inden vi overhovedet tager hul på forhandlingerne efter ferien.

Det helt store spørgsmål bliver, hvad løftet af servicerammen og anlægsrammen kommer til at betyde. For Danmarksdemokraterne bliver det et absolut hjertebarn at undersøge, om der bliver mulighed for at sidestille de økonomiske vilkår for private og offentlige institutioner, når det gælder børnepasning og skoler. Det frie valg skal sikres. Derudover skal rammen bruges til at puste liv i flere af de lokale velfærdsgoder og vigtige anlægsprojekter på vores veje og skoler, som efterhånden har været udskudt alt for længe. Danmarksdemokraterne melder sig helt klar til budgetarbejdet, men vi vil holde fast i, at kommunens økonomi fortsat skal være i sund balance.«

Den store budgetdrøm. Hvis du fik flertal for ét enkelt projekt eller én stor investering, hvad skulle pengene så gå til?

»Vi har masser af ønsker, men hvis vi skal pege på de største, vil vi have lokalplanlagt flere ældreboliger i Ejstrupholm og Nørre Snede. I Nørre Snede skal vi have fjernet de gamle forfaldne bygninger, som for eksempel den gamle kro, og skabt en helt ny bymidte. Derudover drømmer vi om en cykelsti mellem Uhre og Brande samt et lyskryds ved Rema på Herningvej for at sikre trafiksikkerheden.«

PARTIETS FRIE ORD: DANMARKSDEMOKRATERNES EGEN DAGSORDEN

Hvor de fire første spørgsmål handler om de store, kommunale svingarme og svære budgettal, har Danmarksdemokraterne brugt det frie indlæg på at tale de private erhverv og landbruget op.

 Vi ønsker den grønne trepart indført på en ordentlig måde, så lodsejerne rent faktisk kan se sig selv i projektet. De skal tilbydes reel erstatningsjord, så familierne har mulighed for at fortsætte deres liv på landet. Den udskamning af landmænd, vognmænd, fiskere og i det hele taget det private erhvervsliv, som vi var vidner til i den sidste valgkamp, kan vi simpelthen ikke være bekendt. Erhvervslivet er motoren i vores kommune. Lad os nu i stedet arbejde sammen og spille hinanden gode, frem for at det hele bliver som i filmen "The Good, the Bad and the Ugly" (Den gode, den onde og den grusomme).«

FAKTA: MIDTVEJS & BUDGETGYS

Konceptet: Brandebladet.dk gør status på den nye byrådsperiode op til sommerferien og kigger frem mod efterårets svære budgetforhandlinger.

Metode: Alle byrådets gruppeformænd har fået tilsendt de nøjagtigt samme fire spørgsmål for at sikre læserne en direkte og fair sammenligning af partiernes politik. Derudover har hvert parti fået plads til et valgfrit indlæg.

I morgen: Læs interviewet med Det Konservative Folkeparti, der kommer med deres sommertanker.

Politik

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Onlineavis

Annoncer

Annoncer

  • Sten Jensen
    Sten Jensen
  • Give Møbler
    Give Møbler
  • Takkeannonce Brian Nielsen
    Takkeannonce Brian Nielsen
  • Din Tandlæge
    Din Tandlæge
  • BGU
    BGU
  • Søby Brunkulsmuseum
    Søby Brunkulsmuseum
  • Cut 31
    Cut 31
  • Sommerfest i Drantum
    Sommerfest i Drantum

    Kalender

    01 aug.

    Sommerfest i Drantum

    Arrangør: Bestyrelsen for Drantum Forsamlingshus
    Sted: Sportspladsen i Drantum
    18 aug.

    ASC audit Biomar

    Arrangør: Biomar A/S
    Sted: Biomar Mylius-Erichsensvej 35 i Brande
    19 aug.

    AUC audit Biomar

    Arrangør: Biomar A/S
    Sted: Biomar Mylius-Erichsensvej 35 i Brande
    20 aug.

    ASC audit på Biomar i Brande

    Arrangør: Biomar A/S
    Sted: Biomar Mylius-Erichsensvej 35 i Brande
    26 sep.

    Gospel workshop med Ole Jørgensen i Brande Kirke

    Arrangør: Menighedsrådet Brande Kirke
    Sted: Brande Kirke

    Online Avisarkiv

    Læs alle udgaverne af vores trykte avis

    Avisarkiv

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.