Af Kirsten Bjergskov Grarup

Over tid. I hvert fald træerne i produktionsskovenes cyklus, hvor formålet er at dyrke tømmer. Fra træerne plantes til de fældes går der højst 50-120 år alt efter træsorten. De kunne blive dobbelt så gamle, fem gange eller mere. Det er altså relativt unge træer, vi forbruger til emballage, byggematerialer, nyt inventar og flis.

Men biodiversiteten trives ikke på store arealer med ensartede og lige gamle træer, og på baggrund af den erkendelse er der i løbet af det seneste årti udpeget områder, hvor skovene fremover skal være urørte. Urørt sådan at forstå, at der efter en overgangsperiode på 20-25 år ikke længere fældes til tømmer; træerne tilhører skoven og biodiversiteten. Og det kan være meget svært at acceptere, når træet ”går til spilde”. Foreningen Bevar de Danske Skove, BDDS fremfører en kortsigtet dagsorden, hvor træet først og fremmest tjener menneskers formål i forhold til klima, energi, materialer og rekreation – og samtidig påstår BDDS, at dette kan gøres uden omkostninger for mangfoldigheden af liv og variationen af levesteder i skovene. Det er naturligvis ikke rigtigt, ligesom en dyrket mark heller ikke har samme biodiversitet som en mark, der tages ud af drift.

En af årsagerne til at de danske skove officielt kategoriseres som i ugunstig bevaringsstatus uanset driftsformen, er manglen på dødt ved. Faktisk burde der være 5-6 gange mere, end der efterlades i dag. En anden årsag er et utilstrækkeligt antal af gamle træer med alle deres skavanker. Det tager selvsagt tid at opnå. BDDS mener, at det er urimeligt, når danske skove ikke har udsigt til at opnå gunstig bevaringsstatus de næste 100 år eller mere, men man kunne til en begyndelse holde op med at fælde de halvgamle træer og i stedet lade dem vokse sig gamle. Træ som ressource er hverken lokalt eller globalt bæredygtigt, så længe produkterne fra træindustrien udskiftes eller afbrændes hurtigere, end tilsvarende nye træer vokser op. Den urørte skov binder kulstoffet meget længere end terrassen, køkkenet eller engangspallen, og vi skal både forbruge og fylde væsentlig mindre i fremtiden. Derfor er det os alle sammen, inklusive BDDS, som skal gå på kompromis og ikke naturen. Til gengæld vil vores efterkommere kunne opleve ægte gamle træer og varieret natur i de urørte skove.

Foto: Produktionsskov. Foto Kirsten Bjergskov Grarup.