Afmålt glæde over motorvejsplaner

"Vi støtter arbejdet for en ny midtjysk motorvej til at aflaste E45, give ny luft i Jyllands-Korridoren og sikre et Danmark i balance. Der skal fortsat ske udvidelser på E45 og andre nødvendige infrastrukturelle investeringer i kombination med parallelmotorvejen som den langsigtede sikring af stabil infrastruktur – det handler ikke om enten-eller, men om en både og-løsning!"

Sådan lyder det i en fælles udtalelse fra 31 jyske borgmestre, heriblandt Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V).

Udtalelsen kommer i forlængelse af den politiske aftale, der onsdag blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti om den fremtidige danske infrastruktur. Aftalen, som totalt set omfatter investeringer for et trecifret milliardbeløb, indeholder bl.a. den sydlige etape af ny midtjysk motorvej mellem Give og Haderslev, som sættes i gang i 2023, mens den nordlige etape fra Give til Hobro ifølge planen først skal realiseres efter 2030.

- Vi er utroligt glade for, at der nu er politisk opbakning til at sætte det vigtige projekt i gang til gavn for hele Danmark. Og vi håber og tror på bred enighed om ny midtjysk motorvej – uanset udfaldet af det kommende folketingsvalg – for de saglige facts bag projektet taler sit tydelige sprog, siger formand for Hærvejskomitéen og medlem af regionsrådet for Region Syddanmark, Poul Andersen.

- Politikerne fortjener ros for at tænke i en langsigtet løsning for Jyllands-Korridoren, men i samme åndedrag minder vi også om, at det foreløbig kun er en halv løsning. Motorvej E45 og ikke mindst Vejle Fjord-broen har alvorligt brug for aflastning, og vi får først den fulde effekt, når ny midtjysk motorvej er fuldt gennemført.

Poul Andersen minder også om, at Tværforbindelsen fra ny midtjysk motorvej til motorvejsnettet i Trekantområdet vil sikre endnu mere aflastning af trafikken til og fra Fyn og Sjælland.

- Tværforbindelsen vil flytte endnu flere biler fra Vejle Fjord-broen og sikre endnu større udbytte af investeringen, så det er vigtigt, at vi også tager den med i politiske drøftelser, når de endelige linjeføringer skal fastlægges, siger han.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul