100 musikere spillede året ind

På forreste række i venstre side sad syv violinister fra musikskolen. De spillede med på mange numre, både med sine buer, men også med fingerspil.  (foto: Mikkel Mikkelsen)

Med omkring 100 orkestermedlemmer på scenen fik 2019 sin sidste chance for at for alvor at komme i gang her i weekenden, da Ikast-Brande Musikskole afholdt sine traditionelle Nytårskoncerter i RemisenBrande.

Af Morten Dickmann

Fire dirigenter, to orkestre og en stor samling musikskoleelever og lærere fra Ikast-Brande Musikskole og selvfølgelig en konferencier. Mindre kunne ikke gøre det, da Musikskolen inviterede til Nytårskoncert og for alvor spillede året i gang over to gange i en udsolgt RemisenBrande i weekenden.

Det var 15. år i træk, at RemisenBrande afholdt nytårskoncerterne, og første gang hvor Jan Glud Østergaard ikke var tovholder. I hans sted er trådt tre dirigentkollegaer, som skiftevis hjalp hinanden med at dirigere koncerten.

 Jan Glud Østergaard sad enten forrest ved de syv musikskoleviolinister og spillede på sin violin eller et par rækker bagved sammen med Brande Amatørorkester og Herning Koncertorkesters violinister. Han lagde dog flere gange sin violin fra sig undervejs i koncerten for at træde op foran orkesteret og dirigere.

Unge sangere

Mange af Nytårskoncertens 17 officielle numre på sætlisten bød på skønsang fra elever fra musikskolen. Blandt sangerne var en enkelt dreng, som aftenens konferencier, Jørgen Lauritsen, mellem et af numrene kaldte for en klog dreng, da han havde gennemskuet, hvordan man møder piger.

Alle sangerne gjorde en god klang, og mange af dem tog også et soloparti undervejs i numrene. To gange i løbet af aftenen fik også publikum i den fyldte Teatersal lejlighed til at lufte stemmerne, da de sammen med musikskolesangerne sang med på Giv’ os lyset tilbage og Livstræet.

På forreste række i nytårsorkesteret sad en række musikskoleelever med deres lærere. I venstre side holdt violinisterne til og i højre side cellisterne. Musikskoleeleverne havde fået fem numre for som lektier op til koncerten, men mange af eleverne havde lært flere af de andre af koncertens numre og spillede lystigt med hele vejen.

Personligt præg

De fire dirigenter havde hver deres måde at dirigere orkesteret på. Men derfor fik publikum stadig en god, sammenhængende musikalsk oplevelse. Troels Richter virkede som den godt opdragne dirigent, der formåede at styre orkesterforsamlingen med flade, svingende hænder og igangsættende blikke uden at pege en eneste gang.

Jørn Peter Andersen virkede mere rytmisk i sin mimik og gestik, og han lod ofte de forskellige dele af orkestret vise, at det var deres tur, ved hjælp af en af sine pegefingre. Jan Glud Østergaard stod nærmest og udførte kalligrafi i luften med bløde, malende bevægelser, mens han holdt dirigentstokken.

Den sidste af de fire dirigenter var Tommy Slot. Ulig de tre andre bragte han ikke nodeblade med på scenen, men stod i stedet for med sin tablet foran sig på nodestativet. Han havde også en udpræget digital dirigentstil, da han nærmest som læsehovedet på en harddisk aldrig holdt sig i ro og pegede rundt på de forskellige bandafdelinger for at hente deres lagrede musikalske oplevelser frem.

Læs om koncerten i Brande Bladet tirsdag og se mange flere af Mikkel Mikkelsens billeder fra koncerten i galleriet nederst på forsiden.

Kommentarer

mange tak 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul