Uhre Friskole gjorde rent bord

Onsdag afviklede man for 7. gang det kommunale mesterskab i orienteringsløb for friskoleelever, ”Kampen om det gyldne kompas” i og omkring Centerparken i Brande, som for tiden er delvist opgravet i forbindelse med broarbejde og oprensningen af Brande Å. Det gav lidt ekstra udfordringer for banelægger Asger Kristensen, der dog kunne trøste sig med, at forholdene var ens for alle.
Uhre Friskole udnyttede hjemmebanefordelen til at sikre sig sejren i samtlige klasser, mens der også faldt et par sejre af til friskolerne i Gludsted og Thorlund, da den arrangerende skole indviede sit nyindkøbte tidtagningsudstyr med en ”bibliotekssprint”. Til stor glæde for bl.a. lærer og medarrangør Michael Petersen.
- Der var så mange, som ville prøve den 300 meter lange bane omkring biblioteket, at vores papir til sidst slap op, så vi måtte lukke banen lidt før end vi egentlig havde regnet med, opsummerede han. Hurtigst af alle var Jonas fra 8. klasse på Gludsted Friskole, der klarede turen på 1 minut og 11 sekunder.
Også skoleleder Kent Lykke fra Uhre Friskole var særdeles tilfreds med dagen.
- Det har været en fornøjelse at se, hvordan I er gået op i såvel orienteringsløb som sprint og det afsluttende stafetløb. Det giver os mod på at fortsætte også til næste år, hvor Nordea atter har givet tilsagn om at være vores sponsor. Tak alle sammen, lød skolelederens afskedssalut til de knap 160 deltagere.
Se vinderne i de enkelte klasser i næste uges udgave af Focus Ikast-Brande.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul