Tagbrand ryddede etageejendom

Kort efter midnat rykkede brandfolkene fra Falck ud med fuld styrke, da der indløb melding om brand i etageejendom på Stationsvej 7.
Det viste sig, at ilden var brudt ud i en taglejlighed, så der blev indsat to røgdykkerhold, et til at slukke branden og et til at checke, at alle beboerne i opgangen var kommet ud. Tre måtte ifølge politikommissær Bent Smedegaard en tur på hospitalet til check for røgforgiftning.
Indsatsleder Niels Christensens vurdering er, at samtlige lejligheder er ubeboelige p.g.a. enten røg- eller for de underliggende lejligheders vedkommende vandskader. Taglejligheden, hvor branden startede, er totalt udbrændt. De øvrige lejligheder skal tømmes og affugtes, inden de kan males og igen blive beboelige, hvilket næppe sker på denne side af jul.
Indsatslederen oplyser videre, at samtlige beboere selv sørgede for genhusning i nat, og at det er de respektive beboeres forsikringsselskaber, der skal sørge for genhusning fremadrettet via indboforsikringen.
Bent Smedegaard oplyser, at mistanken til brandårsagen foreløbig retter sig mod en varmtvandsbeholder i den udbrændte lejlighed, men at politiets elsagkyndige skal have kigget nærmere på sagen, hvilket først kan ske på fredag.
Tilføj kommentar