Lokale unge får hjemmebanefordel ved DM i godt håndværk 2018

Fem af sidste års lokale DM i Skills-vindere ses her sammen med en håndfuld midt- og vestjyske borgmestre samt finansminister Kristian Jensen (bagest t.h.) (foto: Michael Damsgaard).

40 unge midt- og vestjyder er blandt deltagerne, når DM i Skills afvikles i MCH Messecenter Herning 18. - 20. januar

DM i Skills er det store, årlige danmarksmesterskab for unge fra mere end 40 forskellige erhvervsuddannelser. Her kæmper over 300 unge om at blive landets bedste indenfor netop deres fag.

Værter i 2018 er Business Region MidtVest, og 40 af årets deltagere har tilknytning til de syv kommuner i samarbejdet: Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer.

Fra Ikast-Brande deltager klejnsmedelærling Allan Jørgensen fra AB Inventech i Ikast samt de tre herningensere Mathias Frahm Pedersen, Mathias Jensen og Rasmus Saaby Buur Andersen, der er i lære som henholdsvis bygningssnedker hos Arne Danielsen A/S i Brande, som tømrer hos LJ Montage i Ikast og som bygningsstruktør hos EMR i Nr. Snede.

Når det netop er Business Region MidtVest, der er værter for DM i Skills, skyldes det de syv kommuners fælles indsats for at sikre faglært arbejdskraft til områdets virksomheder.

- At sikre kompetent arbejdskraft til virksomhederne i Midt- og Vestjylland er en afgørende forudsætning for vækst og udvikling i Midt- og Vestjylland. Derfor glæder vi os rigtig meget til at være værter og til at følge vores 40 lokale deltagere i deres kamp om DM, fortæller chef for Business Region MidtVest, Susanne Nors.

Omkring 55.000 mennesker besøgte 2017-udgaven af DM i Skills, der løb af stablen over tre dage i januar i Aalborg. Det gør DM i Skills til det suverænt største uddannelsesevent i Danmark.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul