På trods af at jeg ikke længere besøger Brande så tit, følger jeg alligevel, igennem Brande Bladet, med i hvad der foregår i Brande.

I det sidste Brande blad fra 19. november var der således en artikel, der vakte min forargelse, og som fik mig til tasterne. Artiklen omhandlede det såkaldte Brande-maleri, som jeg for et års tid siden blev involveret i som kunstnerisk konsulent.

I artiklen blev der antydet, at min medvirken mere bar præg af at jeg forsøgte at få mit projekt igennem, end det børnene i klassen ønskede. Dette er ikke i overensstemmelse med hvad der egentlig skete, og hvad mit oplæg gik ud på. En af mine kunstneriske erfaringer med fælles projekter er, at der skal lægges en overordnet struktur, der gør det muligt, at hver enkelt deltager kan sætte sit præg både på indholdet, og på måden det individuelle projekt bliver udført. Denne kunstneriske projektstrategi var årsagen til at hver enkelt elev fik rådighed over et 30x30 cm format, hvor de kunne udfører deres personlige brandemaleri inden for en større projektplan, der ved hjælp af ideen om Brande Å og den specielle tegnestrategi med to blyanter samtidigt, bandt hele projektet sammen.

På indholdssiden foreslog jeg forskellige temaer vedrørende Brande til dem der manglede ideer, samtidigt med at selvstændige vinkler fra eleverne var velkommen.

Eleverne modtog opgaverne i projektet med energi, modsat det der bliver antydet i artiklen, og udfyldte de små formater med hver deres version af Brande ud fra den korte og utilstrækkelige tid, der var stillet til rådighed.

Den praktiske del af projektet var fra starten totalt underdimensioneret, og bestod af en enkelt dag, der på mit initiativ blev til to dage. Samtidigt med den utilstrækkelige tidsramme blev mit oplæg konfronteret af et ikke annonceret personligt ønske fra læreren Laura Robenhagen om, at urfuglen skulle være en stor del af temaet i Brande-maleriet, et ønske der totalt fejede elevernes ideer og ønsker af vejen, og som fik mig til at tænke, hvorfor jeg overhoved var blevet involveret i projektet.

At projektet nu er endt med at have urfuglen som det eneste emne siger alt om Laura Robenhagens manipulation med klassens holdning til mit oplæg, og samtidigt er det pinligt at man i Brande-sammenhæng forsøger at gøre størrelsen af mit projektoplæg til et problem.. Måske er det ikke projektstørrelsen, der er problemet, men derimod størrelsen af visse menneskers forståelse af kunst og kunstnere, der er problemet.

Min kommentar og råd efter denne farce er, at Laura Robenhagen og ligesindede nok bør lade være med at besvære professionelle højtuddannede kunstnere, hvis de alligevel ikke regner deres viden og niveau for noget.

Med venlig hilsen til de kunstnerisk orienterede i Brande fra
Jens Otto Hansen.