Mulige kobbertyve på spil i Brande

Torsdag aften var der indbrud hos Brande Produkt
Af Ole Bitsch
journalist, redaktør
Torsdag aften lykkedes det fire mænd at bryde ind hos Brande Produkts bygning på Fynsvej.
Videoovervågning fra bygningen viser, at indbruddet fandt sted mellem klokken 21.49 og 22.21.
Ved hjælp af en skovl knuste de fire gerningsmænd en rude i en dør. Derefter var der fri adgang til en stor lagerhal hos Brande Produkt.
- Videosekvenserne fra indbruddet viser, at mændene gik rundt i hallen, hvor de særligt viste interesse for nogle containere med blandt andet metal og kobber, fortæller Bent Smedegaard, vicepolitikommissær Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.
Tyvene fik dog ingen værdier med fra Brande Produkt, fastslår politiet.
- De forlod stedet uden at stjæle noget - formentlig, fordi de følte sig overvåget af videokameraerne, siger Bent Smedegaard.
Der er kun sparsomme signalementer af de fire gerningsmænd. To af personerne bar sorte caps, mens de to øvrige var iført grå hættetrøjer.
Tilføj kommentar