Fra Chiles ørken til den midtjyske hede

Unge Gabriela Brito Rivera fra Chile har gennem det sidste år som udvekslingsstudent gennem Rotary fået et lille indblik i dansk kultur og levemåde.
Brande Rotary Klub har en lang tradition for at modtage unge udvekslingsstudenter fra hele verden samt at sende egne unge ud på ligneden ophold med tilhørende uforglemmelige oplevelser.
I august sidste år modtog klubben den 16-årige Gabriela Brito Rivera fra Chile. Hun har nu i 10 måneder boet og gået i skole i lokalområdet og således fået et lille indblik i dansk kultur og vaner.
Gabriela (Gabi) har boet hos 3 familier i Brande: Pia og Jan Lorenzen, Birgit og Lars Næsted og nu hos Beate og Hans-Christoph Paul. I alle hjem er hun i al stilfærdighed blevet en naturlig del af familien.
Normer og kultur
Opholdet i en anden kultur, og det at man skal klare sig i dagligdagen under helt andre vilkår, giver til tider grænseoverskridende udfordringer. Som eksempel kan nævnes, at chilenere er mere blufærdige end danskere. Blandt andet det at skulle tage fælles brusebad med pigerne i klassen efter idrætstimerne var meget grænseoverskridende for hende.
Den danske mad falder godt i Gabis smag. Hun spiser gerne flæskesteg – og i sin nuværende dansk/tyske familie er livretten Sauerkraut med kålpølser.
Under opholdet har Gabi gået på Herning Gymnasium i 2. g, og hendes fremtidsdrømme er en uddannelse som dyrlæge.
Som udvekslingsstudent begrænser opholdet sig ikke til de tre danske familier i Brande. Således indgår også en større rundrejse i Europa for at give de unge et indblik i Europas kultur og historie.
Hjemme i Chile arbejder Gabis far som ingeniør i en kobbermine og moderen er folkeskolelærer. Desuden har Gabi to søstre. Familien bor i Capiapó, en by med 148.000 indbyggere, som er omgivet af Atacama Ørkenen. Regnmængden i ørkenklimaet udgør kun ca. 12 mm om året!
En god ambassadør
Gabi rejser hjem til Chile i juli måned. Hun har været en god ambassadør for sit land – og opholdet i Danmark har uden tvivl givet hende en værdifuld ballast, som hun kan tage med sig i fremtiden.
Rotary’s flagskib
Ungdomsudvekslingen for unge mellem 16 til 18 år er et af flagskibene indenfor Rotary. Undtagelsesvis har Brande Rotary Klub endnu ingen unge til udsendelse i det kommende år, men Hans Gjaldbæk, der formidler udvekslingen, håber at modtage ansøgninger i løbet af sommeren. Det er ingen betingelse at man har tilknytning til Rotary.

Tags: 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul