Ikast-Brande kommune vil samle ansatte på en adresse

Planen går ud på at samle kommunens ansatte i de lokaler der tidligere har huset Vestre skole og ændre de nuværende rådhuslokaler i Ikast til et Borger- og Bibliotekshus.

På mandagens byrådsmøde stemte 21 for planen – Rune Lyager og Lotte Stoltenborg fra Fælleslisten stemte imod

I en pressemeddelelse skriver kommunen:

Ikast-Brande Kommunes byråd godkendte mandag aften principperne i en plan for reduktion i antallet af de kvadratmeter, som kommunen anvender til administration.

Planen giver en bedre udnyttelse af pladsen i de tilbageværende administrationsbygninger. Det vil give en betydelig årlig driftsbesparelse, og samtidig kan bygninger sælges fra og bruges til andre gode formål. Som en del af planen, arbejdes der også hen mod en fremtidig omdannelse af det nuværende rådhus til et Borger- og Bibliotekshus.

Første etape i planen forventes at blive en flytning af de administrative medarbejdere fra det tidligere rådhus i Nørre Snede til nyindrettede lokaler på Administration Vest i Ikast. I stedet for kommunaladministration, planlægges der for et nyt boligprojekt på den gamle rådhusgrund.

- Nu er nogle af de første og afgørende brikker ved at falde på plads i det store puslespil om administrative kommunale arbejdspladser, der er under planlægning i Ikast-Brande Kommune. Der er stadigvæk mange valg, der ikke er truffet endnu, men den politiske ambition er nu på plads. Før vi træffer endelig beslutning, vil vi naturligvis gennemføre en høring af interessenter, interne såvel som eksterne. Ingen skal føle sig overset, og vi har allerede de første møder planlagt, udtaler Simon Vanggaard, der i sin egenskab af formand for Udviklings- og Erhvervsudvalget også er formand for kommunens styregruppe bag Masterplanen.

Styregruppen har allieret sig med rådgiverfirmaet Kuben Management, som har undersøgt, hvordan man samler cirka 550 administrative medarbejdere i bygningerne i og omkring den tidligere Vestre Skole, samtidig med, at man skaber gode og funktionelle rammer for alle.

I rapporten fra Kuben Management lægges op til, at antallet af kvadratmeter administrationsbygninger kan reduceres med cirka 40 procent. Ud over den årlige driftsbesparelse, vil sammenlægningen også give en væsentlig synergieffekt, som lige nu er vanskelig at værdiansætte.

 

Midler fra Frie Bymidter

Masterplanen har sammenhæng til det statslige projekt Frie Bymidter, hvorfra Ikast-Brande Kommune søger finansiering. Frie Bymidter er en forsøgsordning, som har til formål at skabe mere liv i bymidter forskellige steder i Danmark. Et Borger- og Bibliotekshus i det nuværende rådhus kan - sammen med det netop moderniserede strøgcenter - være løftestang til at få endnu flere mennesker til at bruge midtbyen i Ikast.

- Det koster penge at spare penge, så på kort sigt vil en gennemførelse af Masterplanen være en nettoudgift på 50,8 millioner kroner, og den finansiering skal vi drøfte på budgetforhandlingerne i september. Den årlige besparelse ved at gennemføre Masterplanen vil dog på sigt være en god investering, give mere optimale arbejdsgange i medarbejdernes dagligdag og skabe rammer for mere liv i midtbyen. Det bliver både en økonomisk og kvalitetsmæssig gevinst, siger Simon Vanggaard.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul