En dejlig vinterdag på Brandes golfbane

Af Bo Jensen, Formand for MidtugeGolf Ikast

 

Vi er 45 mand, der gennem den sidste halve snes år har fornøjet os med noget vi kalder Midtugegolf, der normalt kører en gang om ugen fra ultimo marts og frem til efterårsferien.

Vi spiller som hovedregel tre gange på vores hjemmebane i Ikast, og så besøger vi en nabobane den fjerde gang, og vi har de fleste år frekventeret banen i Brande.

I år havde vi lagt en snigpremiere ind, og den foregik lige præcis i Brande Golf Klub på den sidste vintersøndag, hvor det var lykkedes at samle 21 mand med første tee-time kl. 9.30.

Og det blev en rigtig god oplevelse, og noget af den bedste vintergolf man kan opleve i kongeriget Danmark. Vi slog ud fra de originale tee-steder, der skulle ikke bruges plastikmåtter på fairways og lige så vigtigt: Der kunne puttes på normale sommergreens, som årstiden til trods var i en overordentlig god stand – også selvom der har været spillet på dem hele vinteren. Vejret var nogenlunde – lidt koldt fra morgenstunden, så lidt lunende lav februar sol og på de sidste 4-5 huller let finregn, som dog ikke var nok til at ændre et positivt helhedsindtryk af golfrunden. Slet ikke når man selv får skramlet 38 stableford-point sammen og kommer ind på en i dette selskab ærefuld 3. plads…

Og så var der mega god servicering i klubhuset. Selvom der endnu ikke er officielle sommeråbingstider i køkkenet, lykkedes det os at få serveret en møllehjulsstor wienerschnitzel med brasede kartofler, fine ærter, smørsovs og en ansjos på toppen – nej der manglede absolut ingenting.

Kære branditter: I skal være glade ved og stolte af, at I har sådan en fin golfbane beliggende i smukke omgivelser på noget hedejord, som vandet kan trænge ned i, og som giver mulighed for golfspil hele året, når der ikke lige ligger sne. Og så med et imponerende klubhus-kompleks, som man jo i stor udstrækning kan takke Brandtex-folkene og Jens Iversen for lod sig realisere. Ærgerligt han ikke kunne være til stede. Han ville også have nydt det.

 

 

 

 

Kommentarer

Tak for de meget flotte og rosende ord om vores lækre og flotte golfanlæg i Brande Golfklub og de flotte roser til caféen i klubhuset, som alle og enhver (også ikke golfspillere) i øvrigt kan besøge og spise i.

Dejligt med sådan et aktiv i Brande!

Vh
Anders Quist Hermann
Baneudvalgsformand Brande Golfklub

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul