(U)værdig valgkamp?!

STEM LOKALT gjalder over det ganske land… Eller i hvert fald lokalt,- som i helt lokalt. En valgkampagne er snart forbi, med det overordnede formål at skulle stemme på den lokale liste, ”Fælleslisten”. Jeg må indrømme at tanken om at stemme lokalt selvfølgelig tiltaler mig. Jeg tænker dog først og fremmest at man bør stemme på det man kan stå inde for, og som deler ens værdier?!

Og… Et parti med en kandidat der synes (fejlagtigt), at fodboldklubben FC Midtjylland står for sort slavehandel, og er (undskyld mig) så dum at sige det højt. Ikke nok med at man siger det,- man står også ved det. Og prøver desperat at forsvare sig med flere år gamle artikler på Facebook, i et sørgeligt desperat forsvar for sin holdning. Det er ikke foreneligt med mine værdier!

Ligesom jeg synes det er beskæmmende at starte valgkampen med at advare om at vi skal huske hvad der skete…… FOR 12 ÅR SIDEN. Hvis ikke man som parti er kommet videre, og kan føre en mere konstruktiv tilgang til det at samle kommunen… Tja,- så deler vi ikke værdier!

Eller når jeg i erhvervsøjemed er til møde med kandidater, i forhold til pædagogernes hverdag og arbejde med børn i institutioner. Fra 0-6 års området, til skole og sfo og til ledelsen. Når alle opstillede partier er indbudt, og har fået tilbudt mulighed for 2 kandidaters deltagelse. Så var der lige præcis 0 kandidater fra Brande by, der havde taget turen til Bakkehuset i Ikast,- som vi andre i øvrigt. Fælleslisten valgte TOTALT at glimre ved sit fravær i Bakkehuset denne aften. Det var simpelthen ikke en prioritering at møde op og deltage i debatten med fagpersoner der har med vores alles børn og unge hver eneste dag. Det var ikke noget man mente var værd at bruge tid på.. Tankevækkende når det, efter partiets egne udtalelser, er et parti der har fokus på børn og unge.

Som den ivrige debattør jeg er, blandt andet på Facebook, har jeg jo godt nok gennemskuet at der på intet tidspunkt har været et emne i denne valgkamp hvor Fælleslisten ikke har skrevet at ”det har man fokus på hos dem”. Men altså… At man ikke synes det er værd at prioritere børne- og unge området i højere grad.. Det er ikke foreneligt med mine værdier!

Når så man tænker over denne skræmmekampagne man har sat i gang mod Ikast, og mod det der skete ”dengang”. Så kan det undre at man på samme tid har valgt at gå i valgforbund med selvsamme partier?! Det vil sige at de onde vi advares imod at stemme på,- som nærmest vil blive Brandes undergang… Det kan ende med en stemme til Fælleslisten bliver en stemme på netop dem. Oven i det, en kandidat der tidligt i valgkampen i Herning Folkeblad stillede op til en artikel der fra vi/de vidende kan garanteres at være på kant med, og helt sikkert også på den forkerte side af sandheden.. – Det at føre vælgerne bag lyset.. Det er heller ikke foreneligt med mine værdier!

Nu skal det ikke lyde som om det kun er et angreb på Fælleslisten. Guderne skal vide at for vi menige vælgere har det været beskæmmende at følge med i de forskellige partier og kandidaters mundhuggeri på Facebook og i Brande Bladet. Det har været uværdigt og sørgeligt at følge! Når en Venstremand går ud og påstår at for at tilføre de ældre ressourcer kræver det at man tager det fra børn og unge eller omvendt. Det er jo decideret forkert! Det handler om at prioritere.. Pengene til begge dele er der,- de bliver bare brugt på noget andet end de nødvendige varme hænder!

Og så er der visionerne.. Dem er vi som vælgere blevet kastet i nakken. Man bliver helt forpustet i forsøget på at følge med i hvem der mener og ikke mindst lover hvad.. Jeg synes dog det er passende at efterspørge realismen? Jeg har endnu ikke set særligt gode forsøg på at finansiere disse visioner.

HVOR SKAL ALLE PENGENE KOMME FRA?

Og ja.. Selvfølgelig får vi flere penge ved at indpendlere bosætter sig i kommunen. Men kære politikere. Hvor mange har lyst til at bosætte sig et sted hvor de ved at der skal spares 70 millioner de næste 4 år,- og i en kommune der notorisk vælger at spare på det der betyder mest i bevidstheden når man skal flytte til en kommune,- børn, unge og ældre? Så den eneste reelle plan der er blevet snakket om i denne valgkamp er Bestsellers kommende byggeri. Men altså.. Dette byggeri startes jo TIDLIGST i 2019. Det vil sige at det jo på ingen måde vil stå færdigt i den kommende valgperiode. Så nej,- det er ikke en løsning på finansiering af visionerne! Skal vi prøve at rette fokus på det der er aktuelt nu,- og ikke hvad Bestseller ender med at tilføre kommunen om en længere årrække. Den næste der siger ”Bestseller Village” får en olfert! Vi har sjovt nok ikke set en eneste kommentere på de forestående fyringer, der også kan ramme Brande, i Siemens. Hvorfor ikke det? Det er da væsentligt mere presserende og aktuelt.

Og helt ærligt… Så synes det som et demokratisk problem at alt dette mudderkast og luftkasteller totalt har optaget fokus fra Regionrådsvalget der falder sammen med kommunevalget.

Kære byrådskandidater.. Vi vil have kandidater og politikere vi kan stole på. Vi vil have folk der sætter sig ind i de ting de ytrer sig om. Vi vil have byrådspolitikere der har en finansieringsplan, og realistiske visioner. Vi vil have nogle der passer på os alle, ikke kun erhvervet, men os.. Menneskerne, børn, unge, ældre og alle vi midt imellem. Vi vil have kandidater der bruger tiden på at skabe (visioner og værdier), i stedet for at skabe sig og skændes på facebook!

Alt dette står for MIN egen holdning. Ikke min familie, ikke venner eller arbejdsplads. Det er en bekymret og undrende borger, der synes det har været uskønt at følge denne valgkamp! Og kære læser/vælger. Når nu dette muligvis kommenteres af implicerede kandidater, eller deres (tilsyneladende) vagthunde, der muligvis vil prøve at forsvare sig selv. Så gør dig selv den tjeneste at overvej hvorfor, og hvem der har mest at tabe? Jeg mener… De kunne jo bare lade værre med at gøre og sige de ting de har gjort. Husk det når du står i stemmeboksen,- og vil stemme lokalt.

For det er noget vi ALLE kan blive enige om.. Det er din forbandede pligt at møde op og udøve din demokratiske ret den 21 november. Uanset hvem du stemmer på, eller om sedlen forbliver blank… Men du skal stemme, og du skal vide hvorfor du stemmer som du gør. Så hvem kan du stå inde for? Jeg ønsker at stemme lokalt. Men et parti og dets kandidater skal fortjene min stemme,- og det gør man ikke ved ”bare” at bo i samme by som jeg. En stemme skal man gøre sig fortjent til.. Også lokalt!

God kamp!

Rasmus Madsen,
Brande

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul