Tidligere byrådsmedlem bliver spidskandidat
Liberal Alliance Ikast-Brande præsenterer Henrik Christiansen som spidskandidat til kommunalvalget
Liberal Alliance Ikast-Brande har den glæde at kunne meddele, at Henrik Christiansen er blevet valgt som partiets spidskandidat til det kommende kommunalvalg, skriver partiet i en pressemeddelelse. Valget fandt sted hos Skandinavisk Tekstil Kemi, hvor direktør Allan Dam holdt en spændende virksomhedspræsentation, der satte fokus på innovation og vækstmuligheder i lokalområdet.
Henrik Christiansen, som i mange år har været en engageret del af lokalsamfundet, vil nu stå i spidsen for Liberal Alliances ambitioner i Ikast-Brande Kommune. Med en baggrund som selvstændig skiltefabrikant i 25 år, de sidste 4 år som pedel på Nørre Snede Skole og ikke mindst tidligere byrådsmedlem har Henrik opbygget en dyb forståelse for de udfordringer og muligheder, som kommunen står overfor.
"Jeg er stolt over at få muligheden for at repræsentere Liberal Alliance ved det kommende kommunalvalg. Jeg ser frem til at arbejde for en kommune, hvor frihed, ansvar og vækst går hånd i hånd. Vi vil fokusere på at skabe de bedste rammer for erhvervslivet, sikre en stærk og effektiv offentlig sektor, samt fremme borgernes frie valg," udtaler Henrik Christiansen.
Liberal Alliance Ikast-Brande ser frem til at præsentere en klar og ambitiøs politik for vælgerne, der bygger på partiets kerneværdier om individuel frihed, mindre bureaukrati og mere personlig ansvarlighed.
Tilføj kommentar