Så blev jeg så klog!

Nu ved jeg, at det er 3,2 Mw-møller, der er bestilt til vindmølleprojektet langs motorvejen og ikke de mindre møller, der er beskrevet og lavet støjberegninger på i VVM-redegørelsen. Der er ikke engang lavet konkret støjdata på de nye møller endnu. Jeg ved også, at mølletypen og mærket var bestemt inden borgermøderne i Thyregod og Brande, selv om kommunen påstod noget andet. Repræsentanter fra kommunen havde allerede i januar været til møder med Siemens.

Jeg ved også, at mølleopsætteren selv kan uddele og fordele kompensation (holdkæft-bolcher) til naboer til møllerne. Og at der er stor forskel på, hvad der gives. Nogle er tilbudt 150.000 kr. med en afstand på ca. 700 m til møllerne. Nogle får 100.000, selv om de bor mere end 1000m væk - Nogle er tilbudt en kompensation på 50.000kr med en afstand på kun 600m til møllerne og mange, som bor under en kilometer væk, får ingenting!

Jeg ved også, at møllerne slet ikke kommer til at producere strøm det første år, hvis de opføres. Transformatorstationen, der skal aftage strømmen, kan ikke klare belastningen. Og det vil tage mindst et år, inden der er bestilt og opsat en ny transformator til ca. 20 mio. kr. Men kan mølleopsætteren nå at få møllevingerne til at dreje bare en runde inden 20. februar 2018, så kan han få del i det enorme statstilskud, der gives til møllerne. Det gør ikke noget, at de så kommer til at stå stille efterfølgende. Det er derfor måske heller ikke så mærkeligt, at vi ikke kan få lov til at se et regnskab for projektet.

Jeg ved også, at smiley-kortet findes, men at det på ingen måde er retvisende, og at kortet på trods af dette er brugt til at overbevise byrådet om, at der er opbakning til projektet. Mølleopsætteren har slet ikke været rundt og snakke med alle de folk, han har ”oversat til glade smileys” på kortet!

Jeg har selv været med til flere møder med vores lokale politikere. Jeg er meget taknemlig for, at så mange har taget sig tiden til at komme ud og se området og tage en snak med os. Desværre er jeg hver gang blevet bekræftet i, at de kære politikere ikke har en chance for at danne sig et retvisende indtryk af et sådant projekt, da de kun bliver præsenteret for projektet af projektmageren. Mange politikere har udtrykt forståelse for vores situation og frustration over ikke at kunne gøre noget ved projektet nu, da det er kommet i høring og de derfor nu er ”nødt” til at stemme for projektet, fordi det gjorde de eller deres parti allerede, inden det kom i høring, og så kan/må man ikke ændre mening! Hvad er så ideen med hele høringsforløbet, hvis man som politiker ikke må ændre mening efterhånden, som man bliver klogere på et projekt?

Jeg ved også, at det har været pokkers svært at få aktindsigt i sagen. Dette giver mig desværre en grim mistanke om, at der er noget, som ikke er helt, som det bør være. Hvorfor spiller kommunen ikke med åbne kort?

Jeg er på ingen måde imod grøn energi - tværtimod. Men der skal også være fornuft i det, man gør. I dette tilfælde pilles der 4 velfungerende vindmøller ned for at gøre plads til 10 større møller. De gamle møller må lade livet, da de nu er blevet så gamle, at de ikke ”henter” tilskudskroner mere. Mølleopsætteren har travlt, for kører de nye møller ikke inden den 20. februar, er det ikke sikkert, at der kan gives statstilskud til møllerne. Staten har nemlig allerede opfyldt 2020-målet, og måske forlænges ordningen med tilskud derfor ikke. Så dette handler ikke om grøn energi - det handler kun om tilskudskroner.

Lidt klogere er jeg desværre blevet…..

Anja Emborg
Hastrupvej 22, Brande

Kommentarer

Jeg skal ikke blande mig i sagen om opstilling af vindmøller langs motorvejen, men jeg kan konstatere, at stort set alle gør sig helt overdrevne forestillinger om vindmøllers tilskud af strøm i vore egne stikkontakter. De rigtige tal, som kommer fra DONG og energinet, siger følgende om fordelingen:
Kul og brunkul: 52%
Olie: 1%
Naturgas: 14%
Vindkraft, vand, solceller: 9%
Affald, biomasse og biogas: 4%
Atomkraft: 20%
Jeg ved godt, at der fiser omkring 44% vindmøllestrøm rundt i energinettet, men kun 9% kommer danskerne til gode . Resten sælges til spotpriser som overskudsstrøm.
Jeg ser vindmøllehysteriet som det største folkelige bedrageri siden salget af afladsbreve i 1500-tallet.
Jens Østergaard Colding
Gl Thyregodvej 67
7330 Brande

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul