Mens vi venter på de perfekte skoler

Steen Klausen

Af Steen Klausen, branchechef for byggeri i Arbejdsgiverne

Højere krav, større klasser, længere arbejdstid. Både lærere og elever i folkeskolen mødes af store krav. Men det fysiske miljø er mange steder med til at begrænse.

Især luftkvaliteten går ud over både elever og lærere. Ved DTUs seneste optælling var op til 47% af skolerne stadig utilstrækkeligt ventilerede. Det giver ringere trivsel, større fravær og mindre udbytte af undervisningen.

Men der er også meget andet, som ikke fungerer i skolernes indretning. Derfor kan vi godt se idéen, når Niras, ét af Skandinaviens største rådgivende ingeniørfirmaer, foreslår kommunerne at totalrenovere i stedet for blot at investere i ventilation. Fordi god ventilation bare vil være et plaster på såret.

I den perfekte verden har Niras ret. Det nytter ikke i længden at forbinde noget, som har brug for en operation. Men vi lever ikke i en perfekt verden. Kommunerne skal hvert år finde yderligere to procent besparelser – ikke mange har råd til at ombygge skolerne fuldstændigt.

Og mens vi venter på, at kommunerne får råd, møder der hver dag børn og voksne ind på skolerne. Og hver dag bliver deres indsats begrænset af den dårlige luftkvalitet. Skal de bare vente - uge efter uge, måned efter måned – på at der en dag i fremtiden bliver råd til de perfekte skoler?

Vi mener, at man må starte med udøve førstehjælp. Mens vi venter på, at der bliver råd til den fulde operation, skal vi lave god ventilation på skolerne. Og sørge for at fremtidssikre den, så den også kan bruges, når der bliver råd til ombygning.

Samtidigt kan kommunerne så glæde sig over, at Statens Byggeforskningsinstitut peger på, at det er en løsning med god økonomi. Sygefraværet kan ifølge deres beregninger reduceres med helt op til en tredjedel på grund af bedre indeklima. Og det er en gevinst, som kommunerne vil kunne mærke.

Så lad os tage godt hånd om de børn, som går i de danske folkeskoler lige nu. Lad os give dem de bedst mulige læringsbetingelser ved at investere i ventilationen. Mens vi glæder os til den dag, hvor der er råd til hele pakken.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul