Fælleslistens genopstandelse

Med mindre end tre måneder til valget blev Fælleslisten i løbet af nogle få dage i slutningen af august nærmest pulveriseret, da listens spidskandidat, Erik Rene Pedersen, valgte at trække sig.

Det fik to af listens byrådsmedlemmer, Helle Mathiasen og Carl Jensen, til at skifte Fælleslisten ud med Venstre, og yderligere to af de otte kandidater, Fælleslisten havde præsenteret i slutningen af januar, trak følehornene til sig.

Da Fælleslistens frontfigur, viceborgmester Preben Christensen, i god tid havde annonceret, at han ikke genopstillede, så det pludselig mere end svært ud for lokallisten, men mandag genopstod Fælleslisten som en anden Fugl Fønix af asken og præsenterede otte delvist nye kandidater til kommunalvalget 21. november.

Den største overraskelse var formentlig den tidligere Venstremand Morten Bak, som siden han forlod sit parti sidste sommer har optrådt som løsgænger i byrådet.

Han bliver placeret som nr. 3 på Fælleslisten umiddelbart efter Henrik Kraglund og Hanne Pedersen, som senere i dag overtager posten som formand for kultur- og fritidsudvalget.

De øvrige fem kandidater på listen er Preben Christensens søn Henrik, der har holdt ved siden den første kandidatpræsentation, samt fire helt nye ansigter i lokalpolitik: Lotte Stoltenborg, Lasse Haahr, Thomas Madsbjerg og Henning Berg.

Preben Christensen fortsætter i politik, men ikke som kandidat. Derimod har han sagt ja til at fungere som kampagneleder og tage en tørn som bestyrelsesmedlem i Fælleslisten, der også måtte vinke farvel til både formand og kasserer, da lavinen rullede.

Ny, konstitueret formand for Fælleslisten er Axel Månsson.

Læs mere i Focus Ikast-Brande onsdag.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul