En ægte folkehjælper hædret af Herning Byråd

Bodil Markmøller har i årtier hjulpet børn, unge og ældre. Nu modtager hun Herning Byråds pris for frivilligt arbejde.

Julehjælp, gældsrådgivning og sommerlejre for udsatte børn og unge. Det er blot tre punkter på en lang liste af områder, hvor Bodil Markmøller i mange år har ydet en afgørende frivillig indsats.

Den alsidige og vedholdende indsats blev tirsdag eftermiddag belønnet, da hun modtog Herning Byråds pris for frivilligt arbejde.

Borgmester Lars Krarup overrakte prisen i byrådssalen, og selv om borgmesteren var glad for de mange indstillinger til årets pris, stod Bodil Markmøller særligt stærkt blandt kandidaterne.

- Din utrættelige indsats har været til gavn for rigtig mange børn, unge og ældre. Du har nærmest brugt en mindre menneskealder på at hjælpe andre, sagde Lars Krarup til prismodtageren.

Borgmesteren nævnte blandt andet, at Bodil Markmøller de seneste år har været en vigtig drivkraft bag de populære søndagscaféer, som er med til at forebygge ensomhed hos ældre. Og at hun som næstformand for Ældrerådet og medlem af Seniorråd Vest har arbejdet for at finde midler og opbakning til caféerne, der i dag er spredt til 12 forskellige steder i kommunen.

Også gældsramte borgere nyder godt af Bodil Markmøllers indsats. Hun har i mange år været en del af Dansk Folkehjælp, og som formand for Herning-afdelingen lykkedes det i år at finde nye frivillige, der kan føre gældsrådgivningen videre.

- Dit arbejde, dine initiativer, dit engagement og gå-på-mod er både imponerende og inspirerende, lød det fra borgmesteren, inden han på byrådets vegne ønskede tillykke med prisen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul