Voldsom fordyrelse af nybyggeri

Carsten Kissmeyer

Da børne- og undervisningsudvalget på sit møde i maj skulle diskutere mulige scenarier for en renovering eller nyopførelse af Præstelundskolen, blev der taget udgangspunkt i et prisleje i intervallet 150 – 220 millioner kroner afhængig af antallet af elever, men her godt 3 måneder senere er prisen steget til mellem 221 og 346 millioner kroner. Hvad har ændret sig i mellemtiden?

- De over 300 millioner er i yderste konsekvens, siger borgmester Carsten Kissmeyer (V). Hans personlige gæt går i retning af, at et nybyggeri vil lande i omegnen af en kvart milliard, og han er faktisk mere nervøs for det tidsmæssige aspekt.

– De licitationer, vi har lige nu, er meget vanskelige, forklarer han. Det gælder ikke kun prisen, men også det i det hele taget at få nogen til at byde ind på opgaverne. Entreprenørfirmaerne har ordrebøgerne fyldt, og både det at skaffe håndværkere og betonelementer er ifølge borgmesteren en udfordring.

- Vi er nødt til at være realistiske: Der er ikke noget, der tyder på, at priserne står overfor et fald, uddyber Carsten Kissmeyer og forbereder borgerne i Brande på, at de nok skal regne med at komme til at leve med den nuværende, midlertidige pavillon-løsning i længere tid.

Han finder dog en vis trøst i, at flere større anlægsprojekter på skoleområdet i henholdsvis Nr. Snede og Ikast forventes afsluttet i løbet af de kommende år, og så er det hans personlige opfattelse, at man i Dalgasskolen har en skole, der fungerer ganske godt.

Han erkender dog, at man på tværs af det politiske spektrum havde samme opfattelse af Præstelundskolen, og at skimmelsvampen kom som en overraskelse:

- Det var ikke lige det, vi havde forventet, formulerer han det.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul