Rideskolen genopstår

Så skulle det være ganske vist: På tirsdag får Brande igen en rideskole. I hvert fald har en initiativgruppe bestående af Allan Dam, Erik Høj, Steen Jensen og Poul Ladefoged efter længere tids grundigt forarbejde indkaldt til stiftende generalforsamling i Sognegården for Brande Sportsrideklub, som den nye klub efter planen kommer til at hedde.


 I sidste uge vedtog et enigt byråd at godkende oprettelsen af en selvejende institution under forudsætning af, at bygningerne på Nordlundvej erhverves med udleje til rideklubaktiviteter for øje og at udleje grunden på 2,6 hektar, som er kommunalt ejet, vederlagsfrit til den selvejende institution på en 20-årig aftale (læs mere om byrådets behandling af sagen i Focus).


Udover den kommunale accept oplyser Steen Jensen, at man har aftalen med en bankforbindelse på plads, og det forventer man også at få m.h.t. bygningerne. Sagen kompliceres dog en smule af, at der langt om længe er blevet indgivet konkursbegæring mod den tidligere rideklub, så forhandlingerne om en overtagelse nu skal føres med boets kurator og ikke som tidligere direkte med Nykredit.


På generalforsamlingen forventer Steen Jensen også at kunne præsentere rideskolens nye berider, og så handler det ellers om at få staldene fyldt op med heste, både privat- og rideskoleheste til de minimum 130 elevryttere, som den nystiftede sportsrideklub som minimum skal nå op på inden udgangen af marts 2013 for at honorere byrådets krav for at bevilge lokaletilskud.