Brian Aagaard er efter 1½ år i Agerbæk tilbage i spidsen for Brande IF's serie 1-mandskab, foreløbig for et halvt år.

Nye trænere til Brande IF

Efter det ikke lykkedes at finde en brugbar model med Lars Ravnsgaard, der sprang til med kort varsel, da man fra klubbens side ophævede samarbejdet med Preben Christiansen efter efterårssæsonens første kamp, har Brande IF i stedet indgået en aftale for foreløbig ½ år med en gammel kending af klubben og spillerne. Brian Aagaard trænede klubbens bedste hold frem til sommeren 2009 og er nu efter 1½ år i Agerbæk igen klar til at stå i spidsen for BIF’s førstehold i serie 1.


Det er ikke kun træneren, der bliver udskiftet, det samme gør de fleste af holdets modstandere, der alle skal findes i østlig retning. Således skal kursen flere gange sættes mod Århus til kampene mod AIA, Viby og DGL 2000 i Tilst, og også FC Horsens og Galten er nye og ukendte modstandere. Gensyn med Funder og Silkeborg KFUM står dog også på menuen, så ikke alt er forandret.


Klubbens nyoprykkede serie 3-hold får ligeledes nye og oven i købet spillende trænere i skikkelse af Kasper Mortensen og Martin Brandt Andersen og skal ligeledes et par ture til Silkeborg. Derudover bliver det lidt mere lokalt, når det gælder kampene mod KLG Lind, Sunds, Holtbjerg og Tulstrup/Faurholt. Serie 5-puljerne er ikke offentliggjort endnu, men med Uhre tilbage på dette niveau, skulle der være gode muligheder for en meget lokalt præget pulje med både Brande Boldklub og Brande IF’s 3.-hold.


Brande IF’s damer er tilbage i serie 1 og skal ligesom herrerne vende blikket mod øst, når det gælder udekampene. Modstandere fra Silkeborg, Ry, Horsens og Hover venter forude, når banerne i starten af april forhåbentlig igen er klar til fodbold. Carsten Holt og Nikolaj Laursen tager endnu en tørn som trænere for damerne.


Jens Sørensen fra Brande IF’s bestyrelse oplyser, at man tyvstarter med frivillig træning hver mandag i januar frem til den officielle træningsstart lørdag d. 29. januar.