Læs Brande Bladet
En times tid på grisestierne
Kan man afholde Griseriløb under en svineinfluenza-epidemi? Brande Motion var ikke i tvivl og blev lørdag belønnet med både godt vejr og rekordmange deltagere. Helt nøjagtig 73 motionsløbere stillede til start, en fremgang på en lille snes i forhold til sidste år. Løberne fordelte sig nogenlunde ligeligt på 10,9 og 7,7 km.-distancerne, og selvom der med høj sol og tocifrede varmegrader hverken var sne på markerne eller is på vandpytterne, hvilket ellers mere har været reglen end undtagelsen ved tidligere års udgaver af Griseriløbet, blev alle svinet godt og grundigt til i det våde og smattede føre. Opad og opad (og noget sjældnere nedad) gik det i det kuperede terræn omkring Petersborg og Den Gyldne Middelvej, hvor der foruden rutemarkeringer også skulle holdes øje med svirpende grene, lumske rødder, strømførende elhegn, grøfter, vandhuller og pytter, så de fleste måtte ned at røre underlaget mere end en gang. På den lange rute måtte sidste års vinder, Anders Mondrup, efter en tæt tvekamp se sig slået med 17 sekunder af Thomas Fredberg fra Silkeborg Orienteringsklub, der klarede turen på 45.06 minutter. Jens Peter H. Nielsen, Brande Motion pressede sig ind på 3.-pladsen godt 4 minutter senere, mens Lene Nygård, Herning var hurtigste kvinde i tiden 57.38 foran klubkammeraten Bodil Schulz. Dora Risbjerg, Brande Motion løb med 3.-pladsen i tiden 1.04.23. Michael Birkebæk var med 38.06 minutter lidt over 1 minut hurtigere om de 7,7 km. end Uffe Sloth, mens Agnethe Haubjerg fra Ejstrupholm hos kvinderne havde et hul på godt 5 minutter ned til Brandes Inge Lise Danielsen på 2.-pladsen.


