Torben Lindeschouw
Torben Lindeschouw

Bestyrelsen for Brande IF trækker sig

Formand Torben Lindeschouw har sendt Brande Bladet nedenstående indlæg om fremtidsudsigterne for Brande IF:


2011 er slut. Det har været et udfordrende år for Brande Idrætsforening.


Bestyrelsen har efter generalforsamlingen i januar 2011 ikke været fuldtallig. Det har ikke været muligt at finde det 7. bestyrelsesmedlem, ligesom vi ikke har haft succes med at finde medlemmer til at lave fulde senior- og ungdomsudvalg. Dette har krævet ekstra indsats fra de tilbageværende medlemmer, og det har betydet, at indsatsen har været fokuseret på den daglige drift, og der har ikke været resurser til at lægge politik for klubbens fremtid.


Økonomisk har det været et dårligt år for BIF. Driften hænger ikke sammen. Vi har haft medlemstilgang, og dermed vækst i kontingentindtægterne, ligesom vi modsat sidste år har styr på opkrævningen. Dog kan det undre, at bestyrelsen skal bruge meget tid på opfølgning på medlemsbetaling.


Øget medlemstal har på kort sigt den effekt, at vi skal bruge flere penge på udstyr så som tøj og bolde og andre rekvisitter. Vi har rigtigt eller forkert i bestyrelsen besluttet, at alle skal spille i ordentligt Brande IF tøj, og der skal være rekvisitter nok til hvert hold.


Det kan mærkes, at der er smalhals i dele af erhvervslivet. Vore sponsorindtægter er vigende , og det er vanskeligt at finde nye sponsorer. Vi har den paradoksale situation, at det ofte er muligt at få sponsorer til at støtte konkrete projekter så som investeringer i udstyr, hjertestarter etc., hvilket naturligvis er dejligt og godt for klubben.


Det er også muligt at søge støtte til større projekter fra forskellige fonde, så som renovering af lyset på bane 4. Derimod er det vanskeligt at få tilstrækkelig støtte i form af sponsorater i kontanter. Sponsorindtægterne kommer primært fra mellemstore og mindre erhvervsvirksomheder i området. Når vi reflekterer over dette, kan vi konstatere, at Brandes helt store globale virksomheder er vanskelige at få i tale, med mindre det er konkrete projekter, hvor udgift er lig indtægt.


BIF-Cup var i 2011 igen en stor succes - takket være indsatsen fra de mange frivillige. Det var en fornøjelse med de mange glade deltagere, og stemningen var fantastisk, masser af glade mennesker og sportslige oplevelser. De reaktioner, der er modtaget fra deltagerne under og efter BIF Cup, var meget positive. BIF Cup gave et pænt og tiltrængt overskud. Desværre 30-40 % mindre end tidligere.


2011 var en udfordring med hensyn til cafeteriet. Vort projekt med at drive cafeteriet i BIF regi lykkedes ikke som planlagt. Vi havde beregnet, at cafeteriet kunne give et overskud til klubben, men desværre endte det modsat, og vi besluttede derfor at ændre strategi og gå tilbage til forpagtning. Lars Heide har gjort et godt job i de ca. 5 måneder, han har stået for driften, og vi er meget glade for løsningen. 


Tilskuddet fra kommunen er afhængigt af, hvor mange medlemmer vi har under 24 år, og i 2010, som er det år, der er dækkende for tilskuddet i 2011, havde vi færre medlemmer end i 2011. Tilskuddet bliver dermed større i 2012. 


Når man driver en forening som BIF, er der en række bundne udgifter. DBU skal have et ikke ubetydeligt beløb - igen afhængigt af medlemstal. Og dette beløb trækker ca. 30 % af kontingentindtægterne. Det er en fast omkostning, som der ikke kan gøres noget ved.


Sportsligt har året været flot for BIF. Jeg vil ikke gå i enkeltheder, men vi gør det generelt rigtig godt i turneringerne, og vore trænere og holdledere er engagerede og inspirerende. Vi er glade for, at vi i 2012 har to senior damehold, og har en pæn tilgang af senior-herrer, idet en række tidligere medlemmer af Brande Boldklub har meldt sig ind i BIF.


Som det ser ud nu, har Brande to foreninger, BIF og Brande Old Boys. Vi har tidligere i BIF slået til lyd for, at BIF og Brande Old Boys skulle sammenlægges til én klub. Ser vi os omkring, har de fleste foreninger en Old Boys-Girls afdeling i klubben. De færreste har en konstruktion, hvor der er tale om to foreninger.


Det er bestyrelsens opfattelse, at det er uhensigtsmæssigt med to separate foreninger. BIF kæmper for at få medlemmer og forældre til at engagere sig i den daglige drift af klubben, mens Brande Old Boys gang på gang kan lave projekter, som giver store indtægter til Brande Old Boys. I andre klubber går disse indtægter til idrætsforeningen.


Her i Brande går indtægterne til Brande Old Boys, som derefter fordeler disse midler til ungdommen i Brande - baseret på ansøgninger.


Det faktum, at Brande Old Boys har disse aktiviteter, sætter en grænse for, hvad BIF kan foretage sig af tiltag for at styrke økonomien. Et eksempel er, at vi som et led i FCM-samarbejdet hver år er nødt til at understøtte dette samarbejde ved at købe en kampagne pakke. En del af denne pakke er salg af FCM´s julekalender. Salget af denne kalender konflikter med Brand Old Boys, som sælger en tilsvarende kalender med lokale sponsorer.


Som situationen er nu, har BIF kun kontante indtægtsmuligheder gennem kontingent, fast tilskud fra kommunen i forhold til medlemmer, sponsorindtægter og BIF-Cup. Alle andre indtægter er baseret på projekter, som er kendetegnet ved, at tilskuddenes størrelse svarer til projekternes udgifter.


BIF er i en låst situation.


Bestyrelsen har lavet et budget for 2012, som balancerer uden evt. indtægter fra BIF-Cup. Men dette sker kun, fordi bestyrelsen på den kommende generalforsamling fremlægger forslag om en betydelig kontingentforhøjelse.


På den kommende generalforsamling den 26.1. 2012 står medlemmerne overfor en række udfordringer. Vi har siden foråret vidst, at to af bestyrelsesmedlemmerne ikke ønsker genvalg. Tilbage er således 4 medlemmer.


Generalforsamlingen i 2011 viste, at der ikke var interesse fra medlemmernes side til at støtte op om klubben og hjælpe med at finde det 7. bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen har igennem året forgæves har forsøgt at finde medlemmer til bestyrelse og udvalg, og det er ikke lykkedes. Vi kan derfor frygte at se frem til en generalforsamling, hvor vi ikke kan få de tre ledige bestyrelsespladser besat. Bestyrelsen har derfor besluttet, at den samlet nedlægger hvervet.


BIF er medlemmernes klub, ikke bestyrelsens. Medlemmer og forældre må derfor på generalforsamlingen beslutte, hvordan BIF fremover skal ledes, og om der overhovedet skal være foreningen BIF.


At bestyrelsen nedlægger hvervet kan naturligvis ses, som om vi smider håndklædet i ringen. Der kan argumenteres både for og imod. Fakta er, at bestyrelsen er slidt op. Vi mangler opbakning til den daglige drift, og som følge heraf må der andre kræfter til.


Vi håber, at medlemmer og forældre på generalforsamlingen vil bakke op om klubben ved at deltage talrigt og tage ansvar for klubbens fremtid.


BIF er et væsentligt fundament i Brandes sociale liv, og uden BIF eller en tilsvarende forening ville Brande være meget dårligt stillet, idet der ikke umiddelbart er aktiviteter, der kan afløse BIF.


Vi ser frem til en konstruktiv generalforsamling, hvor vi får fastlagt en fremtidig ledelse af BIF.


Med venlig hilsen og Godt Nytår


På bestyrelsens vegne


Torben Lindeschouw


Formand