Læs Brande Bladet
Ny reklamefilm skal gøre Ikast-Brande lidt lækker
Af Steen Hebsgaard,
Flere skal bosætte sig i kommunen - og det kan ske via film og apps til smartphones.
Ikast-Brande skal gøre sig selv lidt mere lækker...
Det var det udtryk, der faldt, da borgmester Carsten Kissmeyer ovenpå det seneste møde i økonomiudvalget orienterede om det spændende tiltag i kommunen: Produktion af PR-materiale, der skal gøre det mere attraktivt for folk at bosætte sig her - og samtidig være en orientering til folk, der flytter hertil.
- Hvad tænder folk i dag? Hvad får dem overbevist om, at de skal bosætte sig her, når de nu også har fået arbejde? Vi må nok erkende, at selv vores egen befolkning ikke altid er vidende om det store potentiale, egnen byder på - for eksempel naturen, siger Carsten Kissmeyer.
- Det handler derfor om at skabe et produkt, der kan "tænde" folk og få dem til at overveje at bosætte sig her, gøre Ikast-Brande lidt lækker ...
Ideen med dette bosætnings-initiativ startede med en generalforsamling i Brande Handelsstandsforening tilbage i 2011, hvor man efterlyste en aktiv indsats fra kommune og erhvervsliv overfor potentielle bosættere, således at de mange nye arbejdspladser også førte til nye borgere.
Det er siden blevet til flere møder med kommunen og repræsentanter fra erhvervslivet, og ideen er nu at udbrede projektet til at omfatte hele kommunen.
Økonomisk tager økonomiudvalget 20.000 kroner fra en pulje og erhvervskontaktudvalget vil formentlig gøre det samme. Men man forudsætter, at virksomhederne aktivt deltager - ogsåøkonomisk.
CVP Broadcast i Nørre Snede er kommet med et oplæg til en imagefilm om Ikast-Brande med fokus på god infrastruktur, et spændende erhvervsliv, gode uddannelsesmuligheder, gode familieforhold, sport og kultur. Prisen for fem minutter lyder på 300.000 kroner - men kommunen regner med at reducere i projektet, så prisen kan sættes ned.
- Desuden har vi bedt om at få vurderet, om man kan tænke projektet anderledes og få lavet forskellige apps til smartphones og samtidig sætte fokus på de sociale medier, Facebook og Twitter, siger Carsten Kissmeyer.




