Demokratiets vilkår i Brande Fjernvarme
Den 20. oktober 2009 blev der som bekendt afholdt et særdeles velbesøgt orienteringsmøde i Brande Fjernvarme (BF).
På mødet blev det tilkendegivet, at et projekt, som blev præsenteret af værkets rådgivende ingeniør og som gik ud på en etapevis udflytning af værket, skulle igangsættes. Første etape skulle være etablering af et 2½-MWH anlæg baseret på vådflis, som ville give en øjeblikkelig besparelse for forbrugerne på ca. 4 mio. kr. om året eller ca. 3.000 kr. pr forbruger.
Og hvis alt gik godt, ville anlægget kunne tages i brug ved næste fyringssæsons begyndelse.
Et flertal i bestyrelsen har forkastet denne tilkendegivelse.
Et flertal i bestyrelsen vil for alt i verden undgå et flisfyringsanlæg til trods for at størstedelen af de 25 billigste værker i Danmark fyrer med vådflis – og jeg har talt med en god del af dem!
Der er efter min og fjernvarmeeksperters mening ikke noget brugbart alternativ til flis. Naturgas er dyrt med udsigt til fremover at blive meget dyrere, det er snart en mangelvare, det er CO2-belastende og det har fremtiden bag sig.
Biobrændsel kan skaffes i praktisk taget uendelige mængder og vil kunne importeres billigt fra vores nabolande, hvis de store østdanske værker måtte ønske det.
Træpiller er anvendelige, men træpiller er groft sagt blot flis, som har undergået en behandling og som derfor er dyrere at anvende til fjernvarmeproduktion.
Som det vil kunne læses andetsteds i Brande Bladet vil et flertal af BF´s bestyrelse nu undersøge muligheden for at samarbejde med industrien i stedet for hurtigst muligt at komme i gang med første etape af den udflytningsplan, som blev præsenteret den 20. oktober 2009.
Ifølge nogle beregninger, som er gennemgået med værkets rådgivende ingeniør, vil et samarbejde med industrien IKKE medføre billigere fjernvarme for forbrugerne sammenlignet med den pris et biobrændselsanlæg kan producere til. Et sådant projekt, vil endda tidligst kunne være klar om 2 år. Og det koster adskillige mio. kr. for forbrugerne at udskyde første etape. Det skal vi ikke finde os i: Vi skal opstille det mål, at vi ikke vil betale mere end det der betales i Herning og Ikast. Det er et overkommeligt mål og det er muligt at realisere, da BF ikke skal tjene penge på produktion af varme, således som det er tilfældet i Herning (DONG).
Værkets situation
BF producerer ca. 38.000 MWH om året.
På den nye naturgaskedel, som omtales andetsteds i Brande-Bladet, vil produktionsprisen for de 38.000 Mwh beløbe sig til 16,8 mio kr. ved en forventet naturgaspris, der er 30 % lavere end den pris, som værket i dag betaler for naturgas.
Ved 100 % brug af flis vil produktionen koste ca. 7,8 mio. kr. – 9 mio. kr. mindre pr år end når der anvendes naturgas.
Ved 100 % brug af træpiller vil produktionen koste ca. 11,6. mio. kr.
Det er de 9 mio. kr. om året, jeg kæmper for på forbrugernes vegne!
På kort sigt må nødvendigvis dog halvdelen af varmen produceres på lige dele naturgas og flis, og da vil den samlede produktion koste 12,3 mio. kr. Her er altså en besparelse at hente på 4½ mio. kr. – selvom det er nødvendigt at udskifte den gamle naturgaskedel.
På lidt længere sigt er der andre 4½ mio. kr. at spare og samtidig store muligheder for at lave et meget interessant samarbejde med industrien.
Forbrugernes situation
Et standardhus bruger 18,1 Mwh på årsbasis. Det koster i øjeblikket 21.400 kr. om året.
Med den nye varslede kwh-pris på 65 øre + moms pr. kwh falder prisen til ca. 17.500 kr. om året.
Hvis flisanlægget bliver køreklart fra oktober 2010, vil prisen kunne falde til ca. 14.000 kr. på årsbasis.
Åbenhed
På Brande Fjernvarmes generalforsamling gav jeg tilsagn om ”en hidtil uset åbenhed”.
Desværre har jeg som nyindvalgt bestyrelsesmedlem måttet konstatere, at den tilbageværende del af den gamle bestyrelse ikke har ønsket at indgå i et positivt og konstruktivt samarbejde. De fik bl.a. vedtaget en forretningsorden, som pålægger de enkelte bestyrelsesmedlemmer tavshedspligt i forhold til offentligheden. Det havde kun, som jeg opfatter det, til formål at fratage mig muligheden for at kunne informere forbrugerne om, hvad jeg oplever, der foregår i BF.
Så hermed forsvandt åbenheden!
Jeg er i øvrigt principielt af den mening, at en forretningsorden for bestyrelsens arbejde bør forelægges generalforsamlingen til godkendelse. Præcis som det gælder for vedtægterne.
Hvad nu?
Ja, bare jeg vidste det?
Medlemmernes tilkendegivelser på generalforsamlingen og igen på det efterfølgende orienteringsmøde har i hvert fald ikke sat sig synlige spor i den kurs den gamle del af bestyrelsen har lagt. Hvor er moralen?
Det lader til, at jeg som kritiker af bestående forhold og kortsigtede beslutninger for BF, skal trædes under fode for enhver pris.
Det er jeg meget ked at, fordi jeg havde håbet på, at bestyrelsen skulle realisere meget visionære planer til glæde for alle forbrugere – gamle som kommende. Men den dagsorden synes at være forduftet.
Og forbrugerne er gidsler. De har at betale! De skal bare pelses! Og igen: Hvor er moralen?
Næste bestyrelsesmøde finder sted i slutningen af april – (vi overrender ikke hinanden) – lad os se, hvad tiden bringer.
Henrik Kraglund
hk@gobidesign.dk



Indsend kommentar