Uhrskoven i Uhre

Tove Videbæk

Som lokalpolitiker samt som mor og mormor forstår jeg udmærket både Udviklingsrådets, forældrenes og bestyrelsens bekymringer. Helt klart!

Men da elevtallet i børnehaven Uhrskoven er ret lavt, og da det derfor er for dyrt for Ikast-Brande kommune at drive den, er det besluttet, at børnehaven lukkes.

Umiddelbart da jeg fik denne melding, blev jeg frustreret. Men efter gode drøftelser med både embedsmænd på rådhuset, skolelederen i Uhre og et bestyrelsesmedlem kan jeg forstå, at lukningen af børnehaven faktisk er et godt udgangspunkt for den videre proces i Uhre.

Uhre Børnehave ligger fysisk tæt på Uhre Friskole og en undersøgelse blandt forældrene har vist, at det er et forældre-ønske, at der bliver en tættere forbindelse imellem skolen og børnehaven. Vi håber fortsat, at det kan blive fremtiden i Uhre.

Konservative synes helt klart, at det er ønskværdigt, at der fortsat er en børnehave i lokalsamfundet i Uhre. For det vil medføre store konsekvenser – ikke kun for børnene og deres familier, men for hele landsbyens status som et attraktivt sted at bo - hvis der ikke findes en børnehave i landsbyen.

Et godt grundlag at henvise til i denne forbindelse er også Børne- og Undervisningsudvalgets vision fra 2010, hvori der står, at man vil ”søge at skabe muligheder for udvikling, læring og trivsel for alle børn i deres nærområde.” Og det håber jeg så fremadrettet, at alle involverede vil arbejde hen imod.

Af hensyn til både ledelse, medarbejdere, forældre - og ikke mindst børnene - håber Konservative, at hele denne proces kan gå smidigt og hurtigt, så man i Uh-re snarest muligt ved, hvad man kan regne med.

Tove Videbæk
Byrådsmedlem Konservative

Kommentarer

Som mor og fremtidsmæssigbruger af en børnehave, gerne i Uhre, synes jeg det er dejligt at du forstår problematikken og bekymringerne for børnehaven i uhre. For jeg har præcis de samme bekymringer.
Jeg forstår dog ikke, hvorfor jeg i referatet fra jeres sidste byrådsmøde d. 14/11, kan læse at bygningen skal i udbud! Men det skal den altså, for det siger jeres embedsmænd.
Men det passer simpelthen ikke. Nu er jeg ikke jurist, men på "retsinformation.dk" står der:
Salg af kommunens faste ejendomme skal, medmindre andet særligt er hjemlet i lovgivningen, ske efter forudgående offentlig udbud, jf. dog §2.
Så hopper vi til §2, stk 2: offentligt udbud kan undlades ved: §2 nr 6: en kommunes salg til institutioner m.v., som kommunen lovligt kan yde anlægsstøtte til.
Ud fra dette læser jeg altså, at bygningen i Uhre ikke behøver at komme i udbud! Derfor synes jeg, at det vil være dejligt, hvis byrådet ville begynde nogle rimelige forhandlinger med Uhre friskole. Og når i begynder på forhandlingerne, så husk at ved det sidste offentlige tilgængelige regnestykke for børnehaven, så kostede det jer 1/2 mio om året at drive børnehaven.
For som du jo selv skriver, så er det vigtigt for fremtiden for Uhre som landsby, at de har en børnehave.
Tak.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul