Vandrerhjemmet i Brande

Indfanget af tallenes magi (fra andet indlæg om rådhusproblematikken) iler jeg med at gøre politikerne og dermed også læserne opmærksomme på, at vi har et vandrerhjem i Brande, hvis betydning for byen er vital.

Hvad betyder overhovedet et vandrerhjem for Brande, som vel næsten er den by på denne side af Brahmaputra, som har den største koncentration af erhvervsvirksomheder i forhold til byens størrelse?! Og dermed for kommunen? Et vandrerhjem, som efter sigende har mere end 6.000 overnatninger om året og som derfor har enorm betydning for hele området.

Men vandrerhjemmet er nedslidt og Excel regnearkene blinker rødt.

Hvad kunne tallene evt. fortælle? Lad det koste 12 mio. kr. at renovere vandrerhjemmet. Hvis en renovering vil kunne holde i 20 år, vil hver overnatning skulle kunne kaste 130 kr. af sig for at anlægsinvesteringen er neutral.

Kan en overnatning kaste 130 kr. af sig til betaling af anlægsudgifterne? Selvfølgelig! For hvad er alternativet: at en betydelig del af de 6.000 overnatninger vil finde sted udenfor Brande. Hvor vil disse gæster slå sig ned og spise og drikke de mange mio. kr., som de i dag lægger i byen? Det vil for størstedelens vedkommende sikkert ske i Herning eller Vejle. Nej, disse gæster skal fastholdes til gavn for vandrerhjemmet, for byens spisesteder og ikke mindst for butikkerne, som har stor glæde af disse gæster, som for manges vedkommende endda selv forestår indkøb af madvarer, som indtages på værelserne på vandrerhjemmet. Og så er det i øvrigt hensigtsmæssigt, at gæsterne, som for størstedelens vedkommende overnatter i erhvervsmæssig sammenhæng, ikke skal transporteres fra en naboby til en af Brandes store virksomheder.

Jeg vil gerne se den politiker/embedsmand/regnearksspecialist, som kan lave en analyse (cost-benefit-analyse, som er udtrykket, der anvendes, når det skal lyde drabeligt), der viser, at det ikke vil have en stor nyttevirkning at bibeholde et vandrerhjem i Brande.

Tag gerne udfordringen op!

Henrik Kraglund
Gunvorsvej Syd 10

Kommentarer

Den udregning vil jeg også gerne se!

Som altid SKARPT set af Henrik Kragelund. Selvfølgelig skal vort Vandrehjem ikke nedlægges. Lad os få det updatet og få flere turister og overnattende til byen. Hr. Henrik Kragelund hvornår stiller du op til byrådet for Brande. Du er god for vores by. Tak for alle de fantastisk gode initiativer. Marianne Sommer og Per Nielsen, Brande.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul