Kommunal udflytning (kap. 2)

Det er skræmmende at læse, at borgmester Carsten Kissmeyer på det seneste byrådsmøde kan udtale: ”Den bygning [rådhuset i Ikast, bygget i begyndelsen af 1970´erne] vi sidder i nu, har aldrig været renoveret i et bemærkelsesværdigt omfang”.

Det er bare ikke godt nok. Det er ikke rettidig omhu. Det er sjusk og nærmest uansvarligt, at politikerne ikke har sørget for en løbende vedligeholdelse. Men det giver selvfølgelig anledning til at sætte kommunens og rådgivningsvirksomhedernes regnedrenge i gang med Excel-arkene. Jeg har kigget dem over skuldrene:

På det første faneblad ses beregninger over antallet af plejeinstitutioner i kommunen. Facit er, at det billigste vil være at bygge ét stort effektivt plejehjem beliggende i Ikast.

På det andet faneblad er der lavet beregninger over antallet af skoler i kommunen. Med lidt besvær bliver resultatet, at max. 2 skoler er det billigste. Med lidt behændighed kan resultatet blive, at enkelt skole i Ikast vil kunne dække behovet.

På det tredje faneblad er påbegyndt beregninger over antallet af rådhuse i kommunen. Beregninger er ikke færdige, men nogen har på nederste linje allerede skrevet facit: ……..noget med Ikast?!

Et fjerde faneblad er ubeskrevet: der står blot ”beliggende i Ikast” på nederste linje. Og så er der to streger under.

Hvad er det, der er gang i? Hvad er det, vi er ved at underkaste os? Hvor er de fornuftige politikere henne? De, som ikke bare lader Excelregnearkene være bestemmende.

Det første, vi som borgere må kræve af vores politikere, må være, at de skal leve sig ind i borgernes ønsker og behov og forstå, at alle dele af en kommune har en sjæl og en puls, som de (politikerne) skal gøre deres ypperste for at bevare – gerne udbygge.

Al centralisering er i udgangspunktet det billigste (viser regnearkene). Men det er ikke det, det handler om. Det handler om at skabe betingelser for at alle dele af kommunen, Bording, Isenvad, Klovborg, Ejstrupholm, Gludsted, Nr. Snede, Blåhøj, Brande …. ikke sygner hen af mangel på næring fra politikerne.

Hvis der f.eks. skulle rådes bod på politikernes forsømmelighed m.h.t. vedligeholdelsen af de 3 eksisterende rådhuse, så de kan holde 30 år igen, vil det måske koste 60 mio. kr. Og hvad betyder så det? Det betyder, at det vil koste hver borger 6 kr. om måneden at bibeholde de tre rådhuse.

Det er mindre end det, der betales i løn pr. måned til de 3 (ud af 3.000) bedst lønnede kommunalt ansatte. Hvis det koster 90 mio. kr., bliver det 9 kr. pr borger. Og hvis det koster mere end 90 mio. kr., er det fuskeri med tallene.

”Modsat hvad mange tror og føler, så har det ikke stor indflydelse på borgernes hverdag, at der er et ”rådhus” i hver by”, udtaler Carsten Kissmeyer. Du milde Moses. Det er jo ikke den enkelte borgers hverdag, det handler om. Det handler om, at der er liv (og lys) i de gamle rådhuse, at der er medarbejdere, som indgår i byens daglige liv ved dels at have valgt bopæl p. gr. a. jobbet, dels ved som ind-pendlere alligevel at bruge byen til jævnlige indkøb. Herved lærer de byens ånd at kende og vil forhåbentlig føle en vis stolthed ved at have arbejdsplads i den pågældende by. Vi er da masser af borgere, som ikke har vores gang på ”rådhuset” – men derfor vil vi ikke af med det alligevel.

Hvad skal politikerne gøre andet end at danse efter embedsmændenes pibe? Politikerne skal i udgangspunktet overveje, hvilke muligheder der er for at tilføre mere liv og aktivitet til enhver del af kommunen. De skal anlægge en holistisk tankegang (helhedssyn) og ikke suboptimere. Hvis ikke de kan eller vil det, skal de holde sig væk fra politik.

Af sparehensyn – således lyder mantraet – vil politikerne samle/centralisere alt, hvad der kan spares penge ved. Herved eroderer politikerne grundlaget for småbyernes fortsatte eksistens. Hver gang, der er nye opgaver, som skal løses, bør politikerne faktisk overveje, om disse opgaver måske ville kunne udflyttes til en af de andre byer i kommunen, f.eks. kunne madlavning til kommunens institutioner i princippet fin-de sted på en hvilken som helst lokation i kommunen.

Jeg håber, at vores byråds-politikere får tænkt sig om en ekstra gang inden de fortsætter centraliserings-tankegangen. Jeg håber også, at alle kommunens borgere indser, at vi hver især indgår i et fællesskab, som vi sammen skal gøre vores bedste for at styrke. Det gør man ikke ved at udsulte dele af fællesskabet. Det gør man ved at inkludere alle dele af kommunen.

Henrik Kraglund
Gunvorsvej Syd 10

Kommentarer

Kære Henrik. Forstår ikke din overraskelse. Jeg har påpeget dette siden 2008...

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul